onsdag den 23. november 2011

At arbejde med layout

INSPIRATION KALLIGRAFI: Her en kalligrafisk skitse på teksten:
”Men at være Gud nær, er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren så jeg kan fortælle om alle dine gerninger”.
I dag synes jeg ofte den mest interessante kalligrafi er skitser eller forarbejder, da den fortæller sin egen lille historie omkring processen mod resultatet.
Ofte ser man kun det færdige resultat – et smukt glansbillede, hvor alt er perfekt.


Klik også på billedet øverst, og få alle detaljer med.
Puslespil med saks og tape
Det viste arbejde, er et elevarbejde. Min elev havde fundet en bibeltekst, der havde særlig betydning for modtageren. Inden hun gik i gang, drøftede vi skriftvalg, da hun ønskede et helt særligt udtryk.
Valget faldt på den Gotiske Textur kombineret med Lombardiske Versaler med de røde bogstaver.

Først besluttede hun sig for hvilket ord, der skulle bære kalligrafien,
og skrev det derefter hurtigt igennem. Uden at være optaget af at få en stram og smuk skrift. Dernæst klippede hun linjerne ud, og flyttede rundt på dem, indtil hun fandt et godt layout. Linjerne blev tapet fast, og hun kunne nu lave hjælpelinier til det endelige arbejde.

I skrivende stund er kalligrafien stadig undervejs.

Men det er planen, at der også skal trykkes postkort af den, når den første kalligrafi er foræret.

søndag den 20. november 2011

Glæde ved smuk skrift har ingen alder

Eksempel på Gotisk Textur, fra 1300-tallet.
FORMIDLING: En lille pige på 9 år, som efter en times arbejde uden hjælp, nåede dette fine resultat.
Hun besøgte mit Scriptorie, som jeg havde med på Vitskøl Kloster i efterårsferien. Her deltog jeg som skrivernonne, fra middelalderen, med et skriveværksted. Publikum kunne følge, hvordan en bogside med runer blev opbygget i 1400-tallet.

Skriveværksted for publikum
Ville man i stedet prøve selv, var det også muligt.
Mange havde lyst, og gav sig i kast med pen, blæk og skrivetavler. Det var både børn og voksne som prøvede en skrift. De kunne vælge mellem den gotiske fra 1300-tallet, den fine italienske skrift fra 1400-tallet eller de mere nøjsomme middelalderruner, som ikke krævede andet end et stykke kul.


Runerne var alle mands eje, og kunne skrives med pen og blæk eller blot et stykke kul, hvis man ikke ejede de fine skrivematerialer: Pergament, pen og blæk.

Vitskøl Kloster arrangerer hvert år Middelalderdage på Vitskøl Kloster.
Du kan læse om dagene her.

lørdag den 12. marts 2011

Hvordan blev de første skrivetavler udformet?

Et udsnit af den rekonstruerede kalligraferede skrivetavle.

SKRIFTHISTORIE: La Operina, er Europas første skrivetavler samlet i bogform, fra 1522. Med anvisning i hvorledes man skrev skriften Cancellaresca med det smukkeste resultat.
Skriften skrives stadig, men i dag udelukkende af kalligrafer. Og samtidig er den også den skrift, jeg underviser mest i på mine kalligrafikurser.
La Operina er en lille bog, jeg ofte vender tilbage til, når jeg skal hente inspiration til nye pyntebogstaver.

At forstå den oprindelige skrift
Hvilke informationer mente forfatteren var vigtige for den kommende skriver, og hvordan blev tavlerne sat op? En række spørgsmål jeg har stillet mig selv over de sidste uger, da jeg godt kunne tænke mig at forstå den oprindelige skrift, som den blev formidlet på skrivetavlerne.
Derfor satte jeg mig for at rekonstruere en enkelt skrivetavle fra bogen.

Tavlen lærte mig
En skrivetavle var en kombination af alfabet og anvisning skrevet i alfabetet. Derved kunne læseren samtidig se hvorledes skriften blev anvendt.

Skriften krævede stor linieafstand, for at give plads til pynte-bogstaverne.

En smuk tekst var en centreret tekst. Hvor den længste linie var øverst, den næste linie en smule mindre og så videre. Således at teksten lignede en trekant, der stod på spidsen.

Alle små bogstaver måtte gerne varieres, der var flere måder at skrive det samme bogstav på.

At det var acceptabelt at anvende både moderne arabiske tal og romertal i teksten.

La Operina blev genoptrykt i 1958, du kan stadig låne den på biblioteket. Bestil den på dette link.

lørdag den 26. februar 2011

Lyst til runer?

Kan du læse hvad der står?

RUNEKURSUS: Til efteråret finder du et helt nyt kursus hos mig
- runer for begyndere.
Der er stor interesse for det fra aftenskolernes side, og flere vikinge- og middelalderfolk har spurgt efter det på sommerens middelalder-markeder, hvor jeg var ude som skrivernonne. Sikkert fordi jeg i år også skrev og fortalte lidt om runer.

Du finder mine nye kurser i Viborg, Hadsten, Horsens og Århus.
Følg med på min kalender, du finder her nederst til højre. Den bliver løbende opdateret.

Kursusprogram
Bliv introduceret til runealfabetet, og hvordan det blev brugt.
Du får en kort gennemgang af de 3 forskellige runealfabeter og ser eksempler på hvordan de blev anvendt.
Vi vil også prøve at tyde forskellige runesten, for at dygtiggøre dig i at læse og forstå runer.
Sidst prøver du at arbejde med enkelte skriveredskaber, som rune-skriveren benyttede sig af.
Der vil blive mulighed for at købe forskellige hæfter med runer.

Lyst til flere runer? Se også tidligere indlæg:
Middelalderruner - meningmands håndskriftbbAve Maria på runelatin

onsdag den 23. februar 2011

Prøvet at kalligrafere en cirkel?
























En mærkat kalligraferet med skriften Cancellaresca. Den sidder på alle mine bryllupstelegrammer, jeg sælger på mine kurser.

INSPIRATION KALLIGRAFI: Prøv at at kalligrafere en kort tekst i en cirkel, og se hvor smukt det kan blive.
Selv hvis du endnu ikke er så øvet en kalligraf, bliver det ofte meget vellykket.
Måske skal du lige prøve at skrive teksten et par gange, da skrive-rytmen er helt anderledes, når du skriver rundt. Alle lodrette streger i bogstavene skal ikke længere være lodrette, men i stedet pege ind mod midten.

Når du kalligraferer en cirkel, kan du med fordel lave hjælpestreger med en passer, inden du går i gang.

tirsdag den 8. februar 2011

Middelalderens små praktiske dokumenter

Rejsevelsignelsen foldet ud. Bagerst en rejsevelsignelse foldet sammen og ombundet et blåt silkebånd.

SKRIFTENS HISTORIE: En traditionel irsk velsignelse, skrevet med 1300-tallets gotiske bogskrift og dekoreret med Lombardiske Versaler i rødt og blåt.
Anvendt i en tid, hvor den mest almindelig transportform var at vandre. Og hvor mange havde behov for en sikker rejse.
Tekstens oprindelse er ukendt. Den er så gammel, at den er umulig at tidsbestemme. Men har uden tvivl været anvendt i århundreder.

Pris 35 kr. + forsendelse 25 kr. Bestil rejsevelsignelsen på mail
I senmiddelalderen blev det meget almindeligt at beskytte sig med små religiøse tekster, man bar på sig sammenfoldet i sin bæltepung.
Velsignelsen her er en rekonstruktion. Størrelsen (6 x 6 cm foldet) og foldemåden er autentisk. Dekorationen er inspireret af en typisk bogside. Teksten var normalt meget enkelt udformet, uden farver.

Se flere af middelalderens små praktiske dokumenter:
Den mest anvendte runeamuletBBAfladsbrev med 10 dages aflad

mandag den 24. januar 2011

Kalligrafi til Molières Misantropen

Et udsnit af digtet Håb, der består af 4 vers.

BESTIL KALLIGRFI: Det Kongelige Teater spiller i øjeblikket stykket Misantropen af Molière, hvor digtet Håb indgår.
Dette digt har jeg kalligraferet til forestillingen. En opgave, der er løst i samarbejde med Det Kongelige Teaters regissør Nanna Bjerre.

Digtet fremføres af Oronte (spillet af Steen Stig Lommer), over for den meget lidt fintfølende Alceste (spillet af Lars Mikkelsen).

Misantropen er en komedie skrevet af Molière i 1666.
Den spilles på den Store Scene i Det Kongelige Teaters skuespilhus, fra den 21. januar og frem til den 26. marts 2011.

Se også videoen fra forestillingen, hvor du får et kort glimt af digtet.

Digtet er kalligraferet med 1400-tals skriften Cancellaresca, udviklet i Sydeuropa. I 1600-tallets Danmark blev skriften særligt brugt af akademikere.