onsdag den 23. november 2011

At arbejde med layout

INSPIRATION KALLIGRAFI: Her en kalligrafisk skitse på teksten:
”Men at være Gud nær, er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren så jeg kan fortælle om alle dine gerninger”.
I dag synes jeg ofte den mest interessante kalligrafi er skitser eller forarbejder, da den fortæller sin egen lille historie omkring processen mod resultatet.
Ofte ser man kun det færdige resultat – et smukt glansbillede, hvor alt er perfekt.


Klik også på billedet øverst, og få alle detaljer med.
Puslespil med saks og tape
Det viste arbejde, er et elevarbejde. Min elev havde fundet en bibeltekst, der havde særlig betydning for modtageren. Inden hun gik i gang, drøftede vi skriftvalg, da hun ønskede et helt særligt udtryk.
Valget faldt på den Gotiske Textur kombineret med Lombardiske Versaler med de røde bogstaver.

Først besluttede hun sig for hvilket ord, der skulle bære kalligrafien,
og skrev det derefter hurtigt igennem. Uden at være optaget af at få en stram og smuk skrift. Dernæst klippede hun linjerne ud, og flyttede rundt på dem, indtil hun fandt et godt layout. Linjerne blev tapet fast, og hun kunne nu lave hjælpelinier til det endelige arbejde.

I skrivende stund er kalligrafien stadig undervejs.

Men det er planen, at der også skal trykkes postkort af den, når den første kalligrafi er foræret.