søndag den 2. maj 2010

Middelalderruner - menigmands håndskrift

Her runerne for bogstaverne M, N og O. I N-runen kan du næsten se første halvdel af bogstavet N i det latinske alfabet.
Illustration Lise Kirketerp Rubak.

HISTORIE: Runer i middelalderen, det må vel være en skrivefejl? Det var jo vikingerne, som ristede runer på sten.
Det er ganske rigtigt, men gennem årene, i mit arbejde med skriftkilder, er jeg flere gange stødt på begrebet, uden at kunne finde noget kildemateriale på emnet.

Derfor har jeg det sidste års tid valgt at arbejde med området, det gjorde mig nysgerrig. Man skal lede lidt, for at finde bøger om emnet. Af den enkle årsag, at det overvejende var menigmand som ristede runer. Magthaverne skrev den latinske skrift, som vi alle kender i dag. Og de mente ikke det var værdifuldt at opbevare og sikre denne skriftform for eftertiden.

Og hvorfor så denne opdeling?
Det latinske alfabet krævede adgang til skole samt økonomiske midler til skriveskind, pen og blæk. Noget den jævne befolkning ikke havde. De anvendte runer i stedet.
Med runer kunne man med sin kniv ridse små meddelelser, blot man havde et stykke træ eller et ben. Materialer alle havde adgang til.

Et simpelt alfabet
Middelalderrunerne var langt enklere at lære. Ingen tegnsætning og ingen forskel på små eller store bogstaver, der var kun én type bogstaver.

Jeg forestiller mig, at runerne blev overleveret fra mand til mand, måske ved ildstedet om aftenen efter dagens arbejde.
Men ingen ved det, da middelalderens runeristere, den jævne mand, ikke efterlod sig skriftlige kilder om anvendelsen.

Se også: Bønnen Ave Maria på runelatin